Du skriver ikke, som vi aftalte. Nu er det slut med samarbejdet.
Sådan kan historien om BBC-journalist Dan Roan og fodboldklubben Manchester City opsummeres.
Sagen handler om, at den tidligere topspiller Patrick Vieira og nuværende chef for klubbens udviklingsafdeling er blevet godt og grundigt knotten på reporteren. Kernen i konflikten er dette citat, som BBC bragte forleden:
"Når Manchester United spiller hjemme får de nogle fordele, som andre hold ikke får," lød det fra Vieira.
Men udtalelsen er taget ud af en kontekst, fastholder franskmanden, som nu har sørget for, at Dan Roan fremover bliver nægtet adgang til Manchester Citys hjemmekampe og træning.
Den tidligere midtbane-boss undlader dog at tage afstand fra selve udtalelsen.
Vieira siger derimod, at han flere gange under interviewet fortalte journalisten, at han ikke måtte vinkle på hans udfald mod United. Men den besked sad BBC's udsendte altså overhørig.
Kommentaren kom efter Manchester Uniteds mandagskamp mod Fulham. Der er nemlig enighed om i de britiske medier, at Fulham i den kamp var meget uheldige med ikke at blive tildelt et straffespark få minutter før tid, da Danny Murphy blev væltet af Michel Carrick i det kriminelle felt.
De to Manchester-klubber befinder sig lige nu i et særdeles tæt titelkapløb.
Kilde: Eurosport