Hidtil har rederiet Mærsk været imod at bruge bevæbnede vagter ombord på sine skibe, men nu ændrer rederiet kurs.
På flere af Mærks tankskibe vil der fremover være vagter med skarpladte våben som et forsvar mod piratangreb. Det skriver nyhedsportalen Maritime Danmark ifølge DR Nyheder.
"At få bevæbnede vagter er stort set ligesom at sætte et tyverialarm-skilt på døren. Tyven går et andet sted hen," siger driftschef Steffen Jacobsen fra Maersk Tankers til DR Nyheder.
Mærsk har hidtil argumenteret for, at uskyldige risikerer at blive ramt, når der er bevæbnede vagter på skibene. Samtidig har rederiet frygtet, at vagterne kan være med til at forværre konflikten ved Adenbugten, men nu er truslen blevet for stor.
"Det er ikke beslutning, vi træffer med nogen form for glæde. Det har været en lang og tung overvejelse. Det er ikke noget, som er højt på vores ønskeliste. Men vi ser det som værende nødvendigt i den nuværende situation," siger Steffen Jacobsen.
Rederiet sætter ikke vagter på alle skibe, der sejler igennem Adenbugten. Hvert enkelt skib bliver gennemgået for at sikre, at det er absolut nødvendigt. I alt bliver der tale om at bevæbne 30 til 40 skibe.
Kilde: DR