Tidligt i morges forsøgte pirater i Det Indiske Ocean igen at kapre containerskibet Mærsk Alabama.
Men denne gang lykkedes det ikke piraterne at tage besætningen og kaptajnen til fange.
Angrebet skete i Aden-bugten omkring 350 sømil ud for Somalias kyst og blev afværget, da et privat vagtværn ombord på skibet skød tilbage på piraterne.
Efter den hurtige reaktion fra vagtværnet efterforsker helikoptere og fartøjer fra EU nu episoden, skriver USA Today.
Mærsk Alabama blev berømt for et halvt år siden, da det lykkedes pirater at komme ombord og tage besætningen til fange.
Piraterne frigav efterfølgende besætningen, men tog den 53-årige kaptajn Richard Phillips til fange på en redningsbåd.
Forinden var han gået med til at blive piraternes gidsel for at redde besætningen på 19 mand.
Men redningsbåden løb tør for benzin, og piraterne blev skudt og dræbt af specialtrænede amerikanske skytter fra Navy Seals.
Kaptajn Phillips fik en heltemodtagelse til tonerne af Lynyrd Skynyrds 'Sweet Home Alabama', da han ombord på USS Bainbridge blev modtaget af landsmænd i Mombasa i Somalias naboland Kenya.