Forligsmand Asbjørn Jensen fremlægger i dag klokken 14 det endelige mæglingsforslag, der de næste uger skal til afstemning blandt medlemmerne.
Godt 600.000 privatansatte skal afgive deres stemme.
Størst spænding er der til HK Handel, hvor bestyrelsen mødes senere i dag for at tage stilling til, om medlemmerne skal anbefales at stemme ja eller nej, skriver Børsen.
Mens HK Privat har rullet den helt store nej-kampagne ud i protest mod, at 50 procent-reglen ikke blev afskaffet, er HK Handel mere vaklende.
Formanden i HK Handel, Jørgen Hoppe, vil ikke afsløre, hvor anbefalingen ender.
Men ekspert i politisk kommunikation Rasmus Jønsson siger til Børsen, at et ja fra HK Handel kan punktere HK Privats nej-kampagne.
Men det afviser formand for HK Privat, Karin Retvig.
"Det har ingen betydning. Vores medlemmer forstår godt, at vi er to forskellige sektorer," siger hun.