Vicepræsident Nicolas Maduro bliver fredag taget i ed som Venezuelas fungerende præsident.
Maduro aflægger ed efter den officielle begravelsesceremoni for den tidligere præsident Hugo Chavez, der tirsdag døde efter en længerevarende kræftsygdom.
Maduros første embedsgerning bliver at udskrive nyvalg, oplyser formanden for nationalforsamlingen, Diosdado Cabello.
- Vi samles klokken 19 i morgen i æreshallen i militærakademiet til en ekstraordinær samling for at tage kammerat Nicolas Maduro i ed som fungerende præsident, siger Cabello.
Parlamentsformanden, der er tidligere militærmand, hørte til den absolutte inderkreds omkring Chavez og skulle selv have sat næsen op efter at afløse den nu afdøde præsident, som dog havde peget på vicepræsidenten som sin arvtager.
Hugo Chavez har ligget lit de parade i Caracas siden onsdag, og ifølge regeringen har flere end to millioner tilhængere set liget.
Efter begravelsesceremonien vil Chavez ligge yderligere syv dage lit de parade iklædt sin uniform og røde baret, inden han balsameres og sættes til evig offentlig skue på et militærmuseum.
Balsameringen - som også kommunistiske ledere som Lenin, Stalin og Mao fik efter deres død - vil hjælpe med at holde den socialistiske revolution i live, siger landets kommende leder Maduro.
- Det er blevet besluttet, at kommandantens lig vil blive balsameret, så det i al evighed kan blive fremvist for folk på museet, siger Maduro på stats-tv.
Chavez døde tirsdag efter næsten to års kamp mod kræft. Han var Venezuelas præsident i 14 år.
/ritzau/AFP