"Hun gør mig til en afviger af det danske samfund. Og for egen politisk vindings skyld, sviner hun mig til," sagde Peter Lundin, da han fremlagde dommeren sin anklage mod Pia Kjærsgaard i Retten i Lyngby i dag.
Klokken kvart over ni begyndte retssagen, hvor Peter Lundin anklagede Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, for at have brudt loven om ringeagtsytringer.
Peter Lundin, der i dag hedder Bjarne Skounborg, kræver 100.000 kroner i erstatning efter Pia Kjærsgaard i TV2's God Morgen Danmark blandt andet sagde:
"Han er jo simpelthen så afstumpet som nogen kan være."
Peter Lundin kom ind i den lille retssal i Lyngby sammen med fem store politibetjente, der skulle sikre, at den livstidsdømte fange ikke lavede unoder under retssagen.
"Jeg vil stoppe ulovligheder, det er derfor, at jeg er her i dag," fortalte Lundin dommeren og forsatte:
"Hun kender mig jo ikke. Hun kender mig kun fra sensationspressen," sagde han med sin karakteristiske amerikanske accent og spurgte dommeren, om det ikke var på tide at se klippet fra God Morgen Danmark.
Efter klippet var blevet afspillet, gik Pia Kjærsgaards advokat, Peter Trudsø, i gang med at forsvare sin klient
"Det er usædvanlig grov kriminalitet, som Bjarne Skounborg er dømt for. Han har slået sin egen mor ihjel. Han har slået to små børn og sin samlever ihjel, hvorefter han har parteret ligene. Det er meget grov kriminalitet," sagde han.
Mens advokaten læste Peter Lundins tidligere domme op, fik Lundin et udtryksløst ansigt, og selvom han virkede upåvirket, stoppede han med at tage noter, som han ellers havde gjort hele retssagen igennem.
Advokaten fortsatte med at forsvare Pia Kjærsgaard, som Newspaq igår kunne fortælle ikke ville være til stede i dagens retssag. Han henviste til, at politikere har ytringsfrihed i stor udstrækning, og ville derfor have politikeren frifundet.
Peter Lundin, der hver gang han skulle svare på Pia Kjærsgaards advokats ytringer brugte ordet: ´som min ven siger', slog igen fast, at Pia Kjærsgaard skulle findes skyldig.
Der bliver afsagt dom den 4. marts klokken 13