Hvis man har fire mord på samvittigheden, skal man gøre lidt mere end blot at skifte navn, hvis man vil forbedre sit image.
Det erfarer Bjarne Skounborg, bedre kendt som Peter Lundin. Derfor har han lagt nu et stillingsopslag op på sin Facebook-profil, hvor han søger kommunikationsrådgivere.
"Søger kommunikationsrådgivere til at varetage diverse opgaver med pressen. Du skal kunne formidle mit budskab til pressen på den rigtige måde, SKAL have talegaverne i orden samt være i stand til at træde til med kort varsel," skriver livstidsfangen på sin Facebook-væg.
Og hvis man ønsker at kunne skrive 'Presserådgiver for firdobbelt morder' på sit CV, er instrukserne som følger:
"Har du lyst til at vide mere, så kontakt mig venligst på pl72@live.dk, du må også gerne videregive denne meddelelse hvis du kender nogen, der vil være interesserede og i stand til at varetage sådan nogle opgaver. Du behøver ikke have erfaring, men skal bare have talegaverne i orden og være præsentabel," lyder opfordringen fra fængslet i Herstedvester.
Bjarne Skounborg alias Peter Lundin har i øvrigt 45 venner på Facebook.
Han afsoner en livstidsdom for drabet på kæresten Marianne Pedersen og hendes to børn i fængslet i Herstedvester.