Danske fly er på vingerne igen, og hundredvis af strandede danskere er i disse timer på vej hjem.
Det danske luftrum er nemlig indtil videre åbent til klokken 11 i dag. Det oplyser Naviair på deres hjemmeside.
Fra klokken 02 i nat har dansk luftrum været delt af en linje trukket fra Thyborøn over Samsø til svenske Halmstad. Nord for denne linje skal der stadig flyves i mindst seks kilometers højde, men syd for denne linje er der nu dømt fri leg for flyselskaberne.
Dermed letter og lander fly igen i lufthavnene København, Billund, Karup, Roskilde og Bornholm, mens Aalborg og Århus lufthavne stadig er lukkede.
Også resten af Europa åbner gradvist deres luftrum på klem. Europas travleste lufthavn Heathrow i London åbnede igen klokken 23 dansk tid tirsdag aften, og fra de to internationale lufthavne i Paris kom ni ud af ti langdistancefly af sted tirsdag. Sverige og Irland holder dog fortsat deres luftrum lukket.
Det danske luftrum har siden i torsdags været lukket på grund af den meget omtalte askesky, der stammer fra vulkanen på Island.