500 frysende arbejdere strejker i lufthaven.
Det gør de på trods af, at de er blevet pålagt at genoptage arbejdet fra arbejdsgiverne. En af de strejkende er den 57-årige cateringmedarbejder Jørgen Horn fra Gate Gourmet.
- Det er ikke sjovt at stå her i kulden. Vi er rigtig kede af det over for vores kunder, og vi er rigtig glad for vores arbejde, og vi vil rigtig gerne tilbage og passe det, siger Jørgen Horn til Avisen.dk og fortsætter:
- Men desværre har der igennem længere tid været en kedelig tendens i samfundet, hvor virksomhederne tænker mere og mere på økonomi frem for personalepleje, og det, vi har været udsat for her, var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger Jørgen Horn.
Farvel til værdig tilbagetrækning
Årsagen til strejken er, at cateringfirmaet Gate Gourmet har trukket nogle personalegoder tilbage, som ifølge Jørgen Horn er nedskrevne goder.
Det drejer sig blandt andet om støtte til kiropraktor og fysioterapi samt mulighed for orlov for personer over 55, som man kan komme i betragtning til, hvis man, som Jørgen Horn, har 10 års anciennitet i virksomheden.
- Det er et nedslidende arbejde det her, så jeg har selv gjort brug af kiropraktorhjælpen. Det er en rar mulighed at have. Hvis vi mister de muligheder, kan det betyde, at vi kan vinke farvel til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Jeg har selv 10 år tilbage, og det kunne være dejligt, hvis jeg også kunne nyde noget tid med familien til den tid, siger Jørgen Horn.