George Lucas bekræfter nu, at der ikke kommer flere Star Wars film, fortæller Entertainmentvise.com.
Den amerikanske instruktør blev hædret i weekenden af det amerikanske museum for fjernsyn. I den anledning fortalte Lucas, at der ikke ligger flere Star Wars film i kortene.
Instruktøren har tidligere sagt, at han overvejede at fortsætte Star Wars-sagaen når skuespillerne blev 80.
Ideen har dog ikke været helt gennemtænkt af Lucas, for den har et helt åbenlyst problem.
»Det var ikke gået op for mig, at jeg også til den tid vil være 80!«
Så Star Wars 7-9 kan man godt skyde en hvid pind efter.
Men filmens fans har ingen grund til at fortvivle endnu. Der er nemlig ved at blive lavet to tv-serier, som baserer sig på Star Wars universet.