For en uge siden blev en 11-årig dreng dræbt på skinnerne ved Højby på Fyn.
Drengen sprang forbi en jernbane-bom lidt uden for Odense, og blev ramt af toget, der kørte 120 kilometer i timen.
Men faktisk er strækningen mellem Odense og Svendborg slet ikke beregnet til hurtigtog.
Ifølge Fyens Stiftstidende er der i årevis blevet givet sikkerhedsdispensation for de hurtigt kørende tog - senest tre dage før, at den 11-årige blev dræbt.
Tillidsmand for lokoførerne og medlem af Signakommissionen, Birger Naver, er chokeret over den manglende sikkerhed.
"Det er uforsvarligt og utilgiveligt," siger Birger Naver til Fyens Stiftstidende.
Han vil have Trafikstyrelsen til at gribe ind og pålægge Banedanmark at bringe forholdene i orden.
Problemet er, at overkørslerne - altså der, hvor fodgængere og biler krydser sporene - er bygget til langsommere kørende tog.
Trafikstyrelsen har nu taget affære og indkaldt Banedanmark til et møde fredag formiddag.