"TOOOOOOOOT!!!!"
Lokomotivfører Karl Frederiksen trykker horn og bremser i bund, da en ældre dreng pludselig står på skinnerne foran toget.
Han kan ikke nå at stoppe det 600-meter lange godstog, og må se magtesløs til, mens toget nærmer sig drengen, der bliver stående på skinnerne.
Hjertet er kravlet helt op i halsen på den 53-årige lokomotivfører, da drengen springer til side i sidste sekund.
Ud af øjenkrogen når Karl Frederiksen at se, at stuntmandens kammerat filmer det hele med sin mobiltelefon.
Stilheden efter
Karl Frederiksen blev som flere af sine kollegaer indblandet i et nyt fænomen langs togskinnnerne.
Flere unge er begyndt at filme sig selv foran togene og lægge videoerne ud på de sociale medier. Det får store psykiske konsekvenser for de involverede lokomotivførere.
Da Karl Frederiksen få minutter efter får hold på toget, tager han kontakt til fjernstyrecentralen.
Han sidder lidt i stilheden og beslutter efter et par minutters pause at køre toget frem til den nærmeste station.
Her bliver han afløst af en anden lokomotivfører, og bliver kørt i bil til Fredericia, hvor han med det samme bliver tilknyttet en psykolog.
En dag som mange andre
Karl Frederiksen fortæller, at han havde kørt i halvanden time, og var på vej rundt i et sving, da drengen pludselig dukkede op midt på skinnerne.
Få timer inden havde Karl Frederiksen stemplet ind på sin arbejdsplads i DB Schenker Rail, der ligger i Høje Taastrup på Sjælland. Det var en gråkold dag i november, der lignede så mange andre, og han skulle køre tomme emballager til Fredericia Bryggeri.
"Jeg havde vel 300-400 meters sigtbarhed, og min bremselængde var på 1200 meter, så jeg havde ikke haft en chance for at nå at stoppe," siger Karl Frederiksen selv om oplevelsen.
Tre ugers nedtur
Episoden blev starten på en tre ugers sygeperiode med en løbende kontakt til en psykolog.
"De idiotiske unger! Hvis han var snublet, så skulle jeg leve med det resten af livet. Og det var tre uger af mit arbejde, der blev unødvendigt spildt på grund af sådan nogle drengestreger," siger han.
Efter seks samtaler med en psykolog og tre uger hjemme havde den 53-årige lokomotivfører fået nok og ville tilbage til arbejdet.
Han tog med en kollega ud på strækningen for langsomt at vænne sig til tanken.
"Jeg fik en mærkelig fornemmelse i kroppen, da vi kom forbi stedet, og det fik lige adrenalinen op at køre igen," siger han.
Hellere selvmord
Efter et par ture vænnede Karl Frederiksen sig til tanken, og han startede på jobbet igen ugen efter.
I dag, fire måneder efter episoden, tænker han ikke længere over det.
"Man er nødt til at komme videre efter sådan noget, hvis man vil arbejde i den her branche, for det er jo noget, vi kommer ud for af og til," siger han.
Når han kigger tilbage, ville han til enhver tid, bytte oplevelsen ud med et selvmordsforsøg.
"Jeg ville hellere have haft, at det var en, der gik ud, for at tage sit eget liv. Så havde jeg da trods alt vist, at det var en, der gik ud på skinnerne med vilje, og at det var fordi vedkommende var træt af livet - så havde der været en mening med det."