Natten til søndag blev to betjente fra Fyns Politi kaldt ud til Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart, hvor de skulle hjælpe med at bæltefiksere en urolig psykisk syg mand.
Men den 24-årige patient gik til modværge med både slag og spyt mod de to betjente, skriver Fyens.dk.
"Han var voldsomt stærk. Det var endda to meget store betjente, vi havde af sted, men dem kastede han rund med som var de bolde," fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til Fyens.dk.
Undervejs pådrog den ene betjent sig et solidt vrid i ryggen, mens den anden blev midlertidigt døv på det ene øre.
Til sidst lykkedes det dog politi og personale at få pacificeret den urolige patient.
Vagtchefen oplyser til Fyens.dk, at det ikke var nødvendigt at bruge peberspray eller andre magtmidler mod manden.