Kælekænguruen Joey er tilbage bag lås og slå i vuggestuen Myretuen ved Odder.
Fire dage var hvad den lille udbryderkonge fik på fri fod, som endte i et net i nat.
"Børnene er rigtig glade, fordi de har fået Joey tilbage, så de igen kan fodre ham hver dag," siger Eva Otzen, leder og ejer af institutionen.
Men også fruen Matilda har siddet og ventet derhjemme.
"Hun skal måske have barn til sommer, så det ville være ærgerligt, hvis hun skulle være alenemor," fortæller Eva Otzen til Newspaq.
Den lille kænguru vejer omkring 20 kilo og kan hoppe op til 70 kilometer i timen. Men Joey nåede alligevel kun få kilometer væk.
En husejer ringede straks til Eva og ægtemanden, da han så en kænguru på græsplænen klokken halv et natten til onsdag.
"Min mand og sønnerne sprang af sted, og fik fanget ham med et net, som vi havde lavet på forhånd. Og så var det let at få bagbenene bundet sammen," forklarer institutionslederen.
Nu sidder den lille flugtfange igen i vuggestuen, hvor han får det svært i fremtiden. Vuggestuen har nemlig sat ekstra hængelås på buret og vildthegn hele vejen rundt om legepladsen.