Sverige er ikke medlem af Nato. Det er Danmark. Blandt andet derfor behøver danskerne ikke at forberede sig på et væbnet angreb fra Rusland.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at det tidligere på måneden kom frem, at Sverige advarer sin befolkning om risikoen for angreb fra russerne.
- Der er ingen af os, der har et billede af, at der pludselig står russere i Køge Bugt. Det hænger blandt andet sammen med, at vi netop tager vores Nato-medlemskab alvorligt, siger han.
Løkke er i Baltikum, hvor han blandt andet besøger danske styrker, som sammen med Nato-alliancen er til stede for at sende et signal til Rusland.
- Vi har set eksempler på, at Rusland på cyberområdet stepper op. Det har vi også set i Danmark. Men min bedste anbefaling er, at vi skal gå roligt i seng, siger Løkke.
Svenskerne er kommet frem til deres konklusion efter konklusionen i en rapport fra Försvarsberedningen om det svenske totalforsvar.
Försvarsberedningen er en kommission bestående af fremtrædende medlemmer af alle Riksdagens partier, forsvaret samt en række ministre.
- Sverige er i anden situation end Danmark, fordi svenskerne ikke er medlemmer af Nato. Danmark er et trygt sted at leve. Det er det, ikke mindst fordi vi tager sikkerhedsbilledet alvorligt, siger Løkke.
- Det er også netop i det lys, at regeringen netop i disse dage forhandler med henblik på at færdiggøre en forsvarsaftale, som kan give dansk forsvar et substantielt løft, så vi kan leve op til vores Nato-forpligtigelser.
- Vores tilstedeværelse i Baltikum med en række andre lande er et stærkt symbol på, at der er indhold i Nato. Det er verdens største militæralliance, lyder det fra statsministeren.
Han har på turen i Estland, Litauen og Letland mødt en række af sine baltiske kolleger. Med på turen var også forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Siden 2014 har EU gradvist indført sanktioner mod Rusland. EU's lande har vedtaget mange sanktioner mod Rusland for konflikten i Ukraine og annekteringen af Krim.
/ritzau/