"Kære alle pårørende. Kære Soldater." Sådan starter Lars Løkke Rasmussen (V) sin forklaring på Ekstra Bladets historie om, at han festede løs på restauranten 'Grøften' i Tivoli, i stedet for at deltage ved Venstres valgfest.
Statsministeren meldte ellers officielt afbud til valgfesten for at ære den danske soldat, der blev dræbt i Afghanistan lørdag. Men det var altså ok at fejre Ole Ritters 70-års fødselsdag, på restaurant i Tivoli.
I sin kommentar på Facebook skriver Lars Løkke Rasmussen, at han ikke havde lyst til at optræde på direkte tv i festligt lag umiddelbart efter meldingen om den dræbte soldat, "men i stedet valgte at blive til det private fødselsdagsarrangement, jeg i forvejen deltog i."
Derudover advarer statsministeren om, "at politiske partier - herunder SF - bruger de danske soldater i valgkampen. Det hører ingen steder hjemme", skriver statsministeren.
I øjeblikket har statsministeren fået 498 'synes godt om'-tilkendegivelser til sin note, og 90 har valgt at kommentere den. Her er det ikke alle, der er begejstrede for hverken gerningen eller forklaringen.
Det afføder nu en del debat mellem tilhængere af de forskellige politiske partier.