En dansk soldat blev i dag dræbt og en blev såret, efter der blev åbnet ild mod deres fodpatrulje i Afghanistans Helmand-provins.
I en pressemeddelelse fra statsministeriet udtaler Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
"Mine tanker og dybeste medfølelse går i denne tragiske stund først og fremmest til de pårørerende. De har lidt et frygteligt tab, som berører mig dybt," lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Forsvarsministeren Søren Gade (V) udtrykker også sin medfølelse.
"Mine tanker og min sympati er lige nu hos de pårørende til den dræbte og hos den sårede soldat. Den dræbtes pårørende har lidt et tab, som intet kan erstatte. Det er forfærdeligt, at endnu en soldat har betalt den højeste pris for sin uselviske indsats for et mere stabilt Afghanistan og for sikkerhed i verden," udtaler Søren Gade.
Forsvarsministeren befinder sig i disse dage i Szczecin, Polen til markeringen af 10-års jubilæet for oprettelsen af det polsk/tysk/danske korpshovedkvarter, MultiNational Corps North-East.