"Oppositionen har lavet noget, der minder om landsskadelig virksomhed".
Så kontant var statsminister Lars Løkke Rasmussens reaktion på S-SF's økonomiske plan 'Fair Løsning'.
Men nu sprænger en bombe under Venstre-løven, for han hyldede i 2008 et af grundelementerne i den røde plan.
Siden oppositionen fremlagde sin plan, har statsministeren udnyttet enhver mulighed for nedgøre Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals forslag om, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen for at få økonomien på plads.
Men ideen var statsministeren mere end lun på, da han var finansminister i 2008.
"Det er jo et tankevækkende regnestykke, at hvis vi alle sammen lagde en time mere om ugen, så havde vi løst den samme udfordring, som nu er beskrevet ved forslag om, at vi halverer dagpengeperioden og laver velfærdsaftalen om" sagde Lars Løkke Rasmussen til Ritzaus Bureau.
S og SF foreslår, at danskerne arbejder 12 minutter mere hver dag på arbejdet. Fem gange 12 giver som bekendt 60 - en time.
Anledningen til Lars Løkkes reaktion var et forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen om at dagpengeperioden skulle forkortes og efterlønnen forringes for at få enderne til at hænge sammen.