En ung kvinde canadisk kvinde på 23, Ashley Kirilow, gik til ekstremerne for at tjene lidt ekstra lommepenge.
Hun løj sig til at være døden nær af kræft og modtog herigennem mere end 100.000 kr. i donationer fra godhjertede mennesker, som synes, det var synd for hende.
For at virke overbevisende barberede Ashley Kirilow alt sit hår og sine øjenbryn af. Hun fik tatoveret skriften "Wont Quit" ("giver ikke op", red.) på knoerne og til sidst oprettede hun en støttegruppe for sig selv på Facebook, hvor hun påstod, at hun samlede penge ind til en forestående behandling.
Noget der altså indbragte mere end 100.000 kr., samt en tur til Disney World.
Men nu er pengestrømmen stoppet, og Ashley Kirilow er blevet anholdt og risikerer op til to års fængsel for bedrageri.
Som forklaring siger den 23-årige canadier, at motivet bag løgnene var hævn.
"Jeg ville ramme min familie, fordi de har behandlet mig skidt," siger Ashley Kirilow til Toronto Star.