KL har ikke opbakning til lockouten mod Danmarks Lærerforening blandt byrådsmedlemmer fra Socialdemokraterne og SF.
En rundspørge fra Politiken Research viser, at 56 procent af 459 byrødder fra de to regeringspartier er uenige med KL's bestyrelse i at varsle lockout.
Over halvdelen erklærer sig også generelt utilfreds med måden, som KL har kørt forhandlingerne på.
Utilfredsheden er så udbredt i det kommunale bagland, som KL's bestyrelse repræsenterer, at der ifølge Politiken er lagt op til usædvanlig stor intern kritik, når KL torsdag i Aalborg tager hul på det årlige kommunalpolitiske topmøde.
Det mener kommunalforsker Jens Blom-Hansen:
- Det bliver en kontroversiel sag på topmødet. Tallene viser, at der ikke er fuldt fodslag mellem baglandet og KL's bestyrelse, siger Jens Blom-Hansen, der er professor på Aarhus Universitet, til Politiken.
I rundspørgen har i alt deltaget cirka 37 procent af alle byrødder.
KL kan hente trøst i, at blandt samtlige de 924 byrådsmedlemmer, der har svaret, er 53 procent for og 42 procent imod.
Ligeledes er det også blandt byrådsmedlemmer på tværs af alle partier over halvdelen, som bakker op om KL's forhandlinger generelt.
Utilfredsheden i rundspørgen går typisk på, at KL ikke har forhandlet længe og seriøst nok inden lockoutvarslingen. Særligt SF's byrødder er kritiske.
- Det er utidigt at varsle lockout uden at have igangsat reelle forhandlinger, siger Arne Mikkelsen fra Odsherred, der er en af de SF'ere, der har tænkt sig at skælde ud på KL på dagens møde i Aalborg.
/ritzau/