Den eneste mand, der blev dømt i den såkaldte Lockerbiesag er i dag blevet sat på fri fod efter kun otte års afsonet dom.
Han lider af dødelig prostatakræft og har ifølge lægerne kun få uger tilbage at leve i. Det får nu myndighederne i Storbritannien til at sætte ham fri, oplyser the Daily Mail.
Abdelbaset Ali Mohamed Al Megrahi var en af bagmændene bag terrorbombningen af et Pan Am-fly den 21. december 1988, som styrtede ned ved den lille skotske by Lockerbie og sendte 270 mennesker i døden.
Den 57-årige Abdel Basset al-Megrahi er tidligere libysk efterretningsagent. Han blev i 2001 idømt livsvarigt fængsel for massemord.
Al-Megrahi er blevet idømt 27 års fængsel for terrorbombningen, men han har kun afsonet otte år.
Beslutningen kommer trods erklæret modstand fra den amerikanske Udenrigsminister, Hillary Clinton, og fra USA's justitsminister, Eric Holder. Størstedelen af de ombordværende var amerikanere.