Den amerikanske svømmer Ryan Lochte blev hyldet, da han lørdag knuste landsmanden og verdenshistoriens næstmest vindende OL-atlet, Michael Phelps, i finalen på 400 meter medley.
Men mens Lochte var overlegen i kampen mod sine mandlige konkurrenter, overgik den bare 16-årige kinesiske pige Ye Shiwen amerikanerens hastighed på de sidste 50 meter fri, da hun lørdag vandt kvindernes finale i disciplinen.
- Det er ganske imponerende. Hun er hurtig. Vi talte alle sammen om det ved aftensmaden i går, siger Lochte om Shiwens præstation.
- Måske ville hun have slået mig, hvis vi havde svømmet side om side, siger den amerikanske svømmer.
Den kinesiske teenager eliminerede i finalen den hidtidige verdensrekord ved at levere en ny i tiden 4.38,43 sekunder.
De sidste 50 meter klarede hun på 28,93 sekunder. En distance, som Lochte i sin finale brugte 29,10 sekunder på at lægge bag sig.
På den første halvdel af de 100 meter fri overgik kineseren desuden Michael Phelps med otte hundreddele, efter at den 16-foldige OL-medaljevinder noterede sig for tiden 29,88 sekunder.
- Jeg er så begejstret. Det er ligesom en drøm. Inden finalen sov jeg ikke særlig godt, men det påvirkede ikke min præstation. Jeg har trænet hårdt, siger den kinesiske teenager.
Hun forklarer sin fantastiske præstation med den meget disciplinerede træning, hun er vokset op med.
- Jeg er meget heldig allerede fra barndommen at have trænet baseret på videnskaben. Svømning er meget stort i Kina, men selvfølgelig er jeg ikke trænet som en robot, siger hun.
/ritzau/