Ritzau
Opdateret kl. 11:22
13. april kan blive en historisk dag for den danske fagbevægelse.
Den dag skal delegerede for de to hovedorganisationer LO og FTF tage stilling til en eventuel sammenlægning på to separate kongresser i Odense.
Bestyrelserne for LO og FTF har fredag vedtaget at udskrive de ekstraordinære kongresser, hvor man tager endeligt stilling til de fusionsplaner, man har arbejdet med igennem længere tid.
Forslaget kræver dog et ja fra to tredjedele af de delegerede på hver af de to kongresser for at blive til virkelighed.
Og selv om hovedbestyrelsen i LO altså har sendt forslaget videre, er medlemsorganisationerne splittede i spørgsmålet.
3F er den største enkeltorganisation under LO-paraplyen, og her anbefaler hovedbestyrelsen et nej til sammenlægningen, ligesom Malerforbundet og Blik- og Rørforbundet gør det.
Tilsvarende er der hos FTF tilsyneladende bred opbakning, men også modstand fra blandt andet Farmakonomforeningen og Konstruktørforeningen.
En styregruppe har i to år forberedt sammenlægningen, der efter planen skal munde ud i en ny hovedorganisation med virkning fra 1. januar næste år.
- Forbundene og hovedbestyrelsen i LO har haft en god debat om grundlaget for en ny hovedorganisation.
- Jeg synes, vi er nået frem til et stærkt grundlag for at beslutte, om vi skal etablere en ny hovedorganisation for lønmodtagerne i Danmark, siger LO's formand, Lizette Risgaard, i en pressemeddelelse.
Hendes kollega i FTF, Bente Sorgenfrey, er en varm fortaler for en sammenlægning.
- Det er en historisk mulighed for fagbevægelsen. Lønmodtagerne i Danmark kan få en meget stærk stemme - med en solidarisk vision og en handlekraftig organisation, siger Sorgenfrey i en pressemeddelelse.
De to organisationer repræsenterer tilsammen 1,5 millioner lønmodtagere.
/ritzau/