Skal fagbevægelsen indkalde til massedemonstration, hvis man er utilfreds med politikernes love og regler?
I første omgang handler det om at forhandle, skriver Lizette Risgaard i en kronik i Politiken, hvor hun under overskriften ”stop 'reformrusen" og "lad os sammen redde det smuldrende arbejdsmarked” præsenterer fagbevægelsens syn på arbejdsmarkedet anno 2017.
Lizette Risgaard får ellers oftere og oftere spørgsmålet om, hvorfor ikke, der skal demonstreres, skriver hun. Og det er fordi, at danskerne er blevet utrygge og uligheden mellem de, der har mest, og de, der har mindst, bliver større og større, mener LO-formanden.
”Udsigt til højere pensionsalder, arbejdsløshed, udhuling af dagpengesystemet, forringet tilsyn med arbejdsmiljøet, nedslidning og sygdom, ja, manglende tro på fremtiden skaber utryghed. Og utrygge mennesker reagerer for eksempel ved at kræve generalstrejke, massedemonstration, eller også trækker de sig fra ’samfundet’,” skriver Lizette Risgaard.
"Resultater frem for resolutioner"
Hun beskriver efterfølgende, hvilke udfordringer almindelige medarbejdere i det offentlige og private ifølge hende står over for i et arbejdsmarked i opbrud – og hvordan det skal løses.
”Som det forhåbentlig fremgår, vil jeg langt hellere finde løsninger sammen med arbejdsgiverne, regeringen og Folketinget end at indkalde til massedemonstrationer. Vi skal have resultater frem for resolutioner. Vi vil forandre med forhandling og dialog. Og hvis det ikke virker? Ja, så ser jeg en stor risiko for, at det går i Danmark, som vi har set det med Brexit og Trump – utryghed og ulighed skaber modstand og oprør,” skriver Lizette Risgaard.
Men det er forkert, at utryghed fører til demonstrationer, mener FOA-formand Dennis Kristensen. Han mener ikke, at den økonomiske krise og utryghed får lønmodtagere på barrikaderne.
- Der sker det modsatte, viser alle erfaringer. Vi accepterer vilkårene, bøjer nakken og demonstrerer mindre, end hvis vi var i en opgangsperiode. Jeg kan se det blandt mine egne medlemmer også, siger han.
"Demonstrationsvåbnet"
Dennis Kristensen er dog enig med Lizette Risagaard i, at arbejdsmarkedet er udfordret, og at fagbevægelsen selvfølgelig skal forhandle, når der sker overgreb på lønmodtagere. Men han og de faglige kolleger må ikke glemme muligheden for at demonstrere, mener Dennis Kristensen.
- Det ligger i vores gener, at vi forhandler med arbejdsgivere og det politiske system, men vi ser også, at de nogle gange fravælger at tale med os. Det kunne vi se ved lærerkonflikten og under dagpengeindgrebet i 2010. Når fagforeningen ikke kan komme til forhandlingsbordet i den type situationer, hvor Folketinget tilsidesætter, hvem man taler med, så kommer demonstrationsvåbnet til sin ret, siger Dennis Kristensen.
Det bunder blandt andet i hans opfattelse af fagbevægelsens historie, forklarer han: De svageste gik sammen for at få mad på bordet, og det førte til overenskomster og politisk indflydelse.
- Men vi er ikke længere de svageste. De allersvageste er dem, der står uden for. Og der skal fagbevægelsen huske, hvor vi selv kommer fra. Vi skal huske at give en stemme til dem, der er nutidens svageste, siger han.
Fagbevægelsen i front
Dennis Kristensen ser dog netop i den forbindelse med glæde en voksende opblomstring af små demonstrationer og tilkendegivelser af utilfredshed mod enkelte politiske sager rundt omkring i landet.
- Og her vil det være brandærgerligt, hvis fagbevægelsen ikke stiller sig i spidsen for det. Så vil vi blive fravalgt som de svagestes fortalere, siger Dennis Kristensen.
Lizette Risgaard har ikke ønsket at uddybe over for Avisen.dk.