Han blev købt i Ajax for mere end 100 millioner kroner, men Ryan Babel har aldrig rigtig slået igennem i Liverpool, og nu overvejer træner Rafael Benitez at sende ham videre til en anden Premier League-klub.
Sæsonens helt store overraskelse i Premier League kan blive den hollandske landsholdsspillers nye arbejdsgiver.
"Vi ved, at Liverpool seriøst overvejer et bud fra Birmingham. Og vi vil overveje en aftale, hvis klubberne bliver enige," siger Ryan Babels agent Winnie Haatrecht ifølge den hollandske avis De Telegraaf.
Han understreger dog, at Ryan Babel er klar til at kæmpe for succes i Liverpool.
"Men hvis folkene på Anfield (Liverpools hjemmebane, red.) hellere ville have, at han skal væk, så bliver vi nødt til at starte et nyt kapitel i hans karriere," siger agenten.
Oprykkerholdet Birmingham har overrasket alt og alle i denne sæson og ligger på en ottendeplads i Premier League - kun et point efter Liverpool, der til gengæld har haft en miserabel sæson.
De Telegraaf spekulerer i, at Rafael Benitez er villig til at slippe Babel, så nogle af Liverpools nyindkøb kan finansieres af pengene fra salget.