Det burde være en formssag, men det endte alligevel med et par gedigne lussinger - en på hver kind - da Liverpool lørdag eftermiddag spillede ude mod Portsmouth.
Portsmouth er bundprop i den engelske Premier League og havde inden dagens kamp blot vundet to sejre i sæsonen. Daniel Agger, Fernando Torres og resten af Liverpool-holdet havde fire gange så mange sejre og ligger i den bedre ende af ligaen.
Men allerede efter 33 minutter kunne begge hold se langt efter statistik og tabeller, da hjemmeholdets Nadir Belhadj fangede en bold fra Liverpools Glen Johnson og sparkede den i netmaskerne med en helflugter.
Lige før pausefløjtet så Javier Mascherano så direkte rødt efter en tåbelig tackling, og Liverpool måtte derfor løbe på banen til anden halvleg med en mand i mindretal og et mål bagud.
Midt i anden halvleg pustede gæsterne endelig spænding i kampen, da først Gerrard og senere Torres havde et par chancer. Men ingen af dem lykkedes.
Ti minutter før tid gik det så helt galt for Liverpool. Daniel Agger mistede bolden ved hjørneflaget, og pludselig kom Frederic Piquionne farende og bankede bolden i nettet til kampens resultat 2-0.
Sejren og de tre point ændrer ikke på, at Portsmouth fortsat ligger sidst i ligaen. Liverpool indkasserede sæsonens syvende nederlag og kan dermed gå en trist juleferie i møde.