Fodboldklubben Liverpool har været lidt for ivrige i forsøget på at sikre sig en af fremtidens mulige stjerner.
Den engelske traditionsklub har onsdag ifølge BBC fået en bøde på 870.000 kroner af Premier League, efter at man i september sidste år prøvede at lokke en 12-årig spiller væk fra Stoke.
Liverpool forsøgte at få det unge talent indskrevet på sit ungdomsakademi og tilbød samtidig spilleren at betale for hans skole-udgifter. De blev på det tidspunkt betalt af Stoke.
Nye Premier League-regler forbyder klubber at tilskynde til et klubskifte for så unge spillere. Det er forbudt at tilbyde en bestemt spiller særlige forhold, hvilket var tilfældet i den pågældende sag.
Premier League har oveni bøden forbudt Liverpool at indgå kontrakter med akademispillere fra andre Premier League-klubber i minimum et år.
Liverpool meddeler i en kort udtalelse, at den accepterer straffen.
/ritzau/