Manchester Uniteds manager, José Mourinho, har ikke meget at sige til, at holdets anfører, Wayne Rooney, drak sig beruset på en fyraften efter Englands sejr over Skotland i VM-kvalifikationen i sidste uge.
Over for pressen oplyser han fredag, at han ikke har nogen kommentarer til sagen, og at Wayne Rooney er klar til at spille, når Manchester United lørdag møder Arsenal i Premier League.
- Han er klar. Hvad der skete på landsholdet, skete på landsholdet. Det har jeg ikke nogen kommentarer til.
- Over de sidste to, tre dage er der ikke sket noget. Han trænede ligesom alle andre, og han ønsker at spille ligesom alle andre, siger Mourinho ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den 31-årige fodboldspiller er kommet i modvind, efter at den britiske presse bragte billeder af en rødmosset Rooney sammen med fans.
Onsdag undskyldte Rooney for, at han natten til søndag blev fotograferet ved en bryllupsfest på landsholdets hotel.
Ifølge den engelske avis The Sun var Rooney beruset, da landsholdsanføreren gæstede bryllupsfesten på spillernes hotel i Watford i det nordlige London.
Det Engelske Fodboldforbund, FA, har sagt, at man vil undersøge sagen og finde ud af, hvad landsholdsspillere kan tillade sig i fritiden.
Få dage efter kampen mod Skotland mødte det engelske landshold Spanien i en venskabskamp.
Her var Rooney ikke at finde på banen, og det var ifølge landstræner Gareth Southgate på grund af en knæskade og ikke disciplinære årsager.
FA kaldte torsdag Rooneys opførsel "skuffende". Forbundet vil desuden også undersøge, om ansatte i staben hos det engelske landshold var til stede til festen, og hvad de foretog sig.
Billederne kommer oveni en periode, hvor den 31-årige fodboldspiller har kæmpet for at få spilletid i Manchester United.
Torsdag udtrykte Liverpool-manager Jürgen Klopp sin støtte til Wayne Rooney, og fredag blev angriberen også bakket op af Manchester City-manager Josep Guardiola.
- Jeg var selv landsholdsspiller, og nogle gange drak jeg også. Jeg var heldig, at der ikke blev taget billeder af mig. Vi er mennesker og gamle nok til at tage ansvar, men det handler om privatlivet.
- Jeg bryder mig ikke om, når folk kommenterer mit privatliv, så jeg vil heller ikke kommentere. Jeg har stor respekt for Wayne Rooneys karriere, siger Guardiola ifølge Reuters.
/ritzau/