Den kønne skuespillerinde Liv Tyler skal være med i den nye ’Hulk’-film.
Det fortæller Starpulse.com.
Den 29-årige skuespillerinde skal spille over for Edward Norton, som har fået rollen som den kæmpestore og syregrønne superhelt Hulk i filmen, som instrueres af Louis Leterrier.
Annonceringen af filmen var i første omgang en noget overraskende nyhed, da mester-instruktøren Ang Lee så sent som i 2003 sendte sin Hulk-film på gaden.
Den film blev dog lunkent modtaget af både publikum og kritikere, og derfor forventede man ikke, at der ville komme en opfølger. Denne film skal da heller ikke ses som en regulær opfølger, men en ny film-version af den eddikesure-gamma-bestrålede superhelt.
Det forventes at den nye film har premiere næste sommer.