De store Hollywood-stjerner Jack Nicholson og Morgan Freeman nægter ifølge Entertainmentwise.com at skulle indspille film sammen med den unge skuespiller Lindsay Lohan.
Den tidligere barnestjerne har netop indlagt sig selv på afvænningsklinik efter en særdeles våd Golden Globe-fest for et par uger siden, men problemerne tårner sig kun endnu mere op for den kun 20-årige starlet.
For et par dage siden blev hun voldsomt kritiseret af sin ven Sean Lennon, der er John Lennons søn.
Den unge Lennon bryder sig ikke om, at Lohan medvirker i filmen ’Chapter 27’ om John Lennons morder Mark Chapman, der havde premiere på dette års Sundance Festival.
»Smagløst,« skulle han have sagt om filmen.
Nu har Jack Nicholson og Morgan Freeman ladet deres agenter meddele, at de under ingen omstændigheder overhovedet vil overveje at arbejde sammen med den unge skuespillerinde.