Fagbevægelsen har vundet et vigtigt argument i kampen for at få lønkontrol indført i overenskomsterne, så billig udenlandsk arbejdskraft ikke underminerer de danske overenskomster
Det skyldes, at det nu er lykkedes at få det indført på fiskeriområdet.
Tirsdag aften indgik Danmarks største fagforening, 3F, nemlig en overenskomstaftale med arbejdsgiverorganisationen Danmarks Fiskeriforening for op mod 1.500 fiskere.
En central del af aftalen går på, at 3F nu har krav på at få udleveret lønregnskab for en fiskekutter, hvis de har mistanke om, at en arbejdsgiver ikke overholder aftalerne i overenskomsten, skriver Berlingske Tidende.
Dette er også et centralt krav på flere af de store områder som transport og byggeri.
Aftalen på fiskeriområdet kan derfor danne skole for resten af arbejdsmarkedet.
"Fagbevægelsen er kommet et skridt nærmere at få opfyldt deres krav om lønkontrol. Dette forlig kan danne præcedens og være inspirerende for resten af arbejdsmarkedet," siger arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, til avisen.
3F's hovedforhandler på transportområdet, Jan Villadsen, er ligeledes glad for aftalen på fiskeområdet.
"Det viser, at det ikke er umulige krav, vi stiller, og når det kan lade sig gøre på denne overenskomst, så kan det også lade sig gøre på andre områder," siger han.