Oprydningsarbejdere har lørdag aften bjærget liget af Polens præsident nær vraget af Tupolev-flyet, der i morges styrtede ned under landing i den russiske by Smolensk.
96 mennesker blev dræbt - deriblandt Lech Kaczynskis hustru Maria, Polens hærchef, formanden for nationalbanken og en række parlamentsmedlemmer.
Alle ligene bliver transporteret til Moskva, hvor de skal identificeres endeligt, oplyser den russiske premierminister Vladimir Putin, der personligt leder efterforskningen af ulykken.
Han er sammen med den polske premierminister Donald Tusk fløjet til Smolensk i det vestlige Rusland, hvor de polske spidser i dag skulle have deltaget i en mindehøjtidelig for drabet på tusindvis af polske soldater for 70 år siden.
"Verden har aldrig set en sådan tragedie," siger premierminister Donald Tusk.
"Præsidentparret, ledere af vigtige politiske institutioner, øverstbefalende for hæren, besætningsmedlemmer, parlamentsmedlemmer. De døde for os," siger han.
Præsident Lech Kaczynski efterlader sig en datter, sin mor og sin tvillingebror Jarolslaw.
Mens oprydningsarbejdet står på i Smolensk, hvor ingen af de ombordværende på det russiskbyggede Tupolev Tu-154-fly overlevede, sørger polakkerne hjemme i Polen.
I Warszawa, hvorfra flyet lettede, samlede tusindvis af borgere sig foran præsidentpaladset og lagde blomster og tændte lys.
Ifølge de russiske myndigheder tyder alt på, at pilotens fejlvurdering var årsag til ulykken. Piloten forsøgte at lande flyet i tæt tåge efter at være blevet opfordret til at flyve til Minsk i Hviderusland i stedet.
Flyets ene vinge ramte trætoppe halvanden kilometer fra landingsbanen, hvorefter øjenvidner så to store eksplosioner.
Politiske ledere verden over, heriblandt USA's præsident, Barack Obama, Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, og den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), har udtrykt sorg over den polske tragedie.
Polen skal nu afholde præsidentvalg inden for 60 dage.