For ti år siden styrtede det legendariske Concorde-fly ned i en forstad til Paris. 113 blev dræbt deriblandt et dansk ægtepar. I morgen starter retssagen, der skal placere ansvaret for ulykken.
Flykatastrofen førte til, at flyselskaberne Air France og British Airways indstillede alle flyvninger med Concorden. De franske myndigheder har forsøgt at overbevise offentligheden om, at årsagen til styrtet 25. juli 2000, var et stykke metal på startbanen, som et andet passagerfly, fra selskabet Continental Airlines, havde tabt. Det skriver BBC.
Continental Airlines er dog af en anden overbevisning. De mener, at der udbrød brand i Concorde-flyet otte sekunder før, det kørte over eller forbi metalstykket.
To direktører fra Continental Airlines er anklaget for manddrab. Retssagen ventes at få sin afgørelse om fire måneder.
Concorde-flyet havde den egenskab, at det var meget hurtigere end almindelige rutefly. Man regnede med, at en tur med et Concorde-fly kunne klares på den halve tid.