Der forhandles lige nu intenst på lukkede kontorer i det britiske parlament.
Lederen af de Liberale Demokrater, Nick Clegg, forhandler på skift med formændene for henholdsvis Labour og de konservative i det britiske parlament.
Og en afgørelse kan være lige om hjørnet.
De konservative menes nemlig at have givet Nick Clegg et ultimatum om at vælge side nu.
Liberaldemokraterne og de konservative var tæt på en aftale i weekenden - men efter Gordon Brown i går meddelte sin afgang, er forhandlingsspillet igen helt åbent.
Flest pile peger lige nu på et regeringssamarbejde med Labour, der umiddelbart tilbyder mest for at få liberaldemokraterne til at vælge deres side.
De kræver blandt andet et repræsentativt valgsystem - som det også kendes fra Danmark - forstærkede frihedsrettigheder, og naturligvis regeringsposter.
Det sidste skulle både Labour og de konservative have lovet partiet, siger en talsmand fra De Liberale Demokrater, Simon Hughes, ifølge BBC.
Det kan dog endnu gå begge veje, siger politiske iagttagere, der samtidig peger på, at Nick Clegg før valget lovede at støtte det parti, der fik flest pladser i parlamentet. Det fik de konservative, der dog som udgangspunkt er meget uenige med liberaldemokraterne på en række politiske nøglepunkter.