Liberal Alliance er klar til at indgå i en ny borgerlig regering - men kun på visse betingelser, skriver Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, på Facebook.
- Liberal Alliance går kun i regering, hvis vi kan blive enige om et positivt, ambitiøst, borgerligt-liberalt regeringsgrundlag, der tegner en vej frem for Danmark,
- Det arbejde går vi nu i gang med. Med et åbent og positivt sind, skriver Anders Samuelsen, som dermed ikke nævner de topskattelettelser, som hidtil har været et ultimativt krav.
Til TV2 siger Anders Samuelsen at det er for tidligt at tale om kravet om lettelser i topskatten.
- Det afhænger af den samlede tegning. Hvordan ser det samlede regeringsgrundlag ud? Hvad er det for nogle udspil, der skal komme fra sådan en regering, og hvordan fordeles posterne? Det er et af mange afgørende spørgsmål.
- Det her afhænger af, hvad den samlede pakke bliver. Den samlede pakke afgør hvad den samlede stillingtagen bliver. Jeg tror, vi kan finde hinanden, siger Anders Samulesen.
Afviste trekløver i går
Så sent som fredag afviste Anders Samuelsen ellers at Liberal Alliance var klar til at deltage i en trekløverregering med Venstre og De Konservative.
Ikke lige nu, i hvert fald.
- Jeg har altid sagt, at en flertalsregering vil være en rigtig god løsning. Men det er ikke der, vi er. Det kan alle se. Nu har vi en finanslov, der skal på plads og derefter en 2025-plan, sagde Anders Samuelsen i går.
/ritzau/