Damer. Masser af damer. Brasilianske, haitianske, filippinske, senegalesiske. Uden synderligt meget tøj på.
Cykeleksperten, digteren og filmmanden Jørgen Leth udforsker seksualiteten og unge kvindekroppe i sin nye kunstfilm 'Det erotiske menneske'. Men kinderne blusser ikke på danske filmskribenter, som kvitterer med en stribe lunkne anmeldelser.
Politiken giver kun den "poetisk langsommelige" og "formålsløst flakkende" film to ud af seks hjerter og samme skudsmål lyder fra Dagbladet Børsen, som finder Leth-filmen "sjusket, rodet og formløs" med masser af "brune babes, babser og baller".
Berlingske Tidende ligger på linje: Anmelderen savner angiveligt synet af "nogle cykelryttere" og kalder filmen "mere kedelig end kødelig". To stjerner.
Hos Ekstra Bladet får filmen middelkarakteren tre. Anmelderen kalder den "en lidt tam affære" og skriver, at "der er noget næsten uskyldigt over Leths drengede glæde over hud, bryster og kusser". Dagbladet B.T. hører til blandt de mere positive i flokken og mener, at 'Det erotiske menneske' fortjener fire ud af seks stjerner for at være "smuk, vemodig, udmattende og usexet".