Mange danskere aner ikke, om de bliver én af de 300.000, der forbyggende bliver vaccineret mod svineinfluenza.
Derfor tager de stik imod alle anbefalinger sagen i egen hånd og bestiller receptfri Tamiflu over nettet.
En af de hjemmesider, der tilbyder den receptfrie influenzamedicin, er det canadiske online apotek 'drugdelivery.ca'. De har travlt med at sende Tamiflu rundt til kunder fra hele verden - herunder Danmark.
"Vi har oplevet en væsentlig stigning af antallet af danske kunder, der køber Tamiflu hos os. I alt er Tamiflu-salget steget 1.200 procent de seneste seks måneder," siger apotekets manager, Nick Turner til Nyhedsbureauet Newspaq.
La Roche - der er det eneste firma, der producerer Tamiflu - afviser, at de sælger medicin til online apoteker. Men de er opmærksomme på, at nogle hjemmesider lokker med Tamiflu.
"Nogle hjemmesider tilbyder lige pludselig Tamiflu, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. Det tager nemlig otte måneder at producere. Men jeg ved, at vores hovedkvarter i Basel er opmærksomme på mistænkelige hjemmesider og efterfølgende har fået nogle af dem lukket," siger Poul Riese, kommunikationschef i La Roches' danske afdeling.
Det er ulovligt at købe receptpligtig medicin fra ikke europæiske 'online apoteker', derfor risikerer influenzapillerne fra Canada at blive beslaglagt af Lægemiddelstyrelsen i tolden. De advarer danskerne om ikke at lade sig lokke af hjemmesiderne.
"Alle advarselssignaler skal blinke, når der er et netsted, der vil sælge receptpligtige lægemidler uden at forlange recept. Man kan ikke vide, hvad man får. I bedste fald virker medicinen slet ikke, i værste fald kan den være livsfarlig," siger Anne-Marie Vangsted, der er kontorchef i Lægemiddelstyrelsens kontor for inspektion og laboratorier, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Told og Skat er opmærksomme på problemet, men har endnu ikke fanget Tamiflu i tolden.
En pakke med 10 Tamiflu-tabletter koster omkring 1.000 kroner og kan være i din postkasse på cirka 14 dage - hvis den altså ikke ender hos toldmyndighederne.