Lene Beier sætter huset på Amager til salg og flytter til Østrig. Her vil tv-værten sammen med familien forfølge en mangeårig drøm om at købe et hotel. Det fortæller tv2.dk.
Og tanken er bestemt ikke ny:
- Vi er megaglade for vores liv, som det er nu. Vi har det virkelig godt. Men Anders og jeg har snakket om det her, lige siden vi mødte hinanden for over 20 år siden, siger Lene Beier til tv2.dk.
Den populære tv-vært fortæller dog samtidig, at der stadig er en del brikker, der skal falde på plads, inden udlandseventyret bliver en realitet.
For eksempel har ægteparret endnu ikke fundet det helt rigtige hotel, hvor man både kan have gæster vinter og sommer, og så skal familiens hus i Søvang på det sydlige Amager shines op, inden det sættes til salg.
- Vi skal have gjort huset så pænt som muligt, så vi nemmere kan få det solgt. Vi bliver nemlig nødt til at sælge huset, før vi kan realisere drømmen om et hotel i Østrig, siger Anders Beier til tv2.dk.
Selv om Lene Beier nu rykker til Østrig med husbonden og parrets to drenge på 11 og 14 år, skal de danske tv-seere dog nok få hende at se i programmer på TV2. Hun forsikrer nemlig om, at der nok skal blive tid og plads til optagelser ved siden af driften af det kommende hotel.