Hvad er lige chancen for at score en rund million kroner i Lotto? Og så for anden gang?
Chancen er adskillige gange lavere end at vinde millionen første gang. Danske Spil beskriver det således: "Chancen for at vinde den store gevinst i Lotto to gange er decideret lillebitte".
En kvinde fra Aarhus troede da heller ikke på, hvad hun så, da hun for anden gang fik udløst en million kroner.
- Jeg føler mig unormalt heldig!, siger kvinden til Danske Spil.
Hun fortæller, at hun og hendes mand for næsten 30 år siden vandt en million Lotto-kroner. Derfor kunne kvinden næsten ikke være inde i sig selv, da det skete igen:
- Der vidste vi ikke, om vi skulle grine eller græde. Vi råbte op igen, det var så sjovt. Vi kiggede på hinanden, og så sagde jeg: Nu skal børnene have nogle af pengene, og det syntes min mand var en rigtig god idé, så nu har børnene fået hver deres portion.
- De sagde "Det er løgn! I har ikke gjort det igen, vel?", og så græd de af glæde, for det er mange penge for dem, fortæller vinderen.
Hun tilføjer, at værdien af en millioner kroner jo ikke er den samme i dag, som for 30 år siden. Dengang fik parret bygget et sommerhus, fik bygget til, betalt gæld og sågar lagt penge til side.