Udlicitering skader ytringsfriheden.
For frygten for at miste sit job er så stor, at mange ansatte ikke tør ytre sig, hvis de kender til ulovlige forhold på arbejdspladsen. Og den er særlig gal hos privatansatte, der udfører opgaver for det offentlige.
Avisen.dk kunne tidligere torsdag bringe historien om offentligt ansatte, der ikke tør ytre sig af frygt for at miste jobbet. Men når det offentlige får privatansatte til at udføre opgaver, står det tilsyneladende endnu værre til, lyder det fra Rasmus Willig, der forsker i offentligt- og privatansattes ytringsfrihed på Roskilde Universitet.
- Privatansatte, der udfører udliciterede opgaver for det offentlige, er tilsyneladende mindre tilbøjelige end offentligt ansatte til at ytre sig om kritisable forhold til offentligheden, siger Rasmus Willig.
Frygten for at stå uden job på det prekære, usikre arbejdsmarked er så stor, at mange har for meget at miste, hvis de brokker sig, lyder det fra lektoren.
- Man kan have en stærkt begrundet mistanke om, at ytringsfriheden er indkomstbestemt. For i takt med, at vi har et mere usikkert arbejdsmarked, vil folk være mindre tilbøjelige til at ytre sig om kritisable forhold, fordi de har mere at risikere, siger han.
Udsigt til mindre kritik
De sidste mange år er graden af konkurrenceudsættelse i kommunerne steget år for år, hvor kommunernes gennemsnitlige konkurrenceudsættelse sidste år lå på 27,4 procent.
I foråret udtalte økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (I) til Mandag Morgen, at der for fremtiden skal konkurrenceudsættes endnu mere, end der bliver i dag.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Udviklingen med udliciteringer og konkurrenceudsættelse er Rasmus Willig ikke videre begejstret for i denne sammenhæng. Han frygter, det vil betyde, at færre informationer om ulovligheder eller kritiske forhold, vil se dagens lys i fremtiden.
- Den offentlige debat kommer under pres, i takt med at vi udliciterer mere og mere. Dette er et forhold vi må have undersøgt nærmere, da der udliciteres for offentlige midler.
Han mener, der er tale om en udvikling, hvor man kan have en stærk begrundet mistanke om, at borgere ikke har alle de informationer til rådighed i den offentlige debat, som de bør have. Et problem, der eksisterer i kraft af en tavshedskultur.
- Vi ved ikke, hvad de reelle konsekvenser af besparelser, politiske beslutninger og omorganiseringer er, når de offentligt ansatte – og tilsyneladende især privatansatte, der udfører udliciterede opgaver – ikke tør ytre sig, lyder den kritiske røst fra Rasmus Willig.
Som en løsning på problemet foreslår Rasmus Willig, at ansatte tildeles en ansættelsesretlig sikkerhed, så ansatte sikres en økonomisk kompensation for at ytre sig, der er så stor, at man tør fremføre kritik uden frygten for ikke at kunne sætte mad på bordet i morgen.