Lejemordstiltalt skrev til barnemishandler i fængslet: Pengene skal refunderes

I arresten skrev en 58-årig kvinde brev om lejemordssag til en medfange, som har givet brevet til politiet.

Under sit ophold i Helsingør Arrest skrev en lejemordstiltalt kvinde et brev til en medindsat. Det brev er onsdag blevet fremlagt ved Retten i Lyngby, hvor sagen mod den tiltalte kvinde kører.

Brevet indeholder instrukser, som efter alt at dømme drejer sig om, at den lejemordsordre, som er central i sagen, skal slettes, og de penge, der er betalt, skal refunderes.

Det er barnemishandler, bordelmutter og menneskehandler Joanna Trøstrup, der har afleveret brevet til politiet. Trøstrup blev for nylig ved Østre Landsret idømt tre års fængsel for at have krænket en lille dreng og for at sælge drengens mor til prostitution.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Først tirsdag fik politiet brevet fra Joanna Trøstrup. Det har en kvindelig efterforsker forklaret i Retten onsdag. Men Trøstrup har tidligere tilbudt politiet at få brevet.

Dog var kravet, at hendes kone - en kvinde, som også er dømt i sagen om mishandling, rufferi og menneskehandel - skulle gå fri i den sag. Det ville politiet ikke gå med til, fortalte efterforskeren.

Den 58-årige kvinde, som er tiltalt i lejemordssagen, erkender, at det er hende, der har skrevet brevet. Men hun hævder, at hun er blevet tvunget til det, og at Joanna Trøstrup har udsat hende for en form for afpresning.

- Hun sagde, at hun vidste, hvor min datter og søn boede, og at når hun kom ud, så ville hun opsøge dem, lyder det fra den 58-årige.

Den lejemordsordre, som er nævnt i brevet, er indgivet til en hjemmeside på det mørke internet. Offeret skulle være den sicilianske politimand Sergio, som den 58-årige kvinde var - og stadig er - kæreste med.

Der er indbetalt 29.300 kroner i den digitale valuta bitcoin til en konto, som er forbundet med hjemmesiden. Kvinden afviser, at hun har betalt pengene.

Ingen har dog nogensinde forsøgt at dræbe Sergio, og brevet, som Joanna Trøstrup var i besiddelse af, kan læses som et krav om refusion af penge, fordi drabet aldrig blev udført.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.