Selv om der står chef på visitkortet, kan man godt risikere at få sparket og stå uden job. Krisen har åbnet ledernes øjne for, at de også kan ende i den uheldige situation som arbejdsløs, og så er det ikke smart at stå helt alene uden en a-kasse.
Nye tal fra Ledernes Hovedorganisation viser, at 76 procent af de ledere, som har meldt sig ind i a-kassen i løbet af 2008 og 2009, ikke var organiseret før.
"Der er ingen tvivl om, at de mange virksomhedslukninger og fyringer, vi så i 2009, har været et vink med en vognstang til mange uorganiserede ledere om, at det måske nok var på tide at få meldt sig ind i en a-kasse," siger direktør Torkild Justesen fra Ledernes Hovedorganisation til organisationens hjemmeside.
Ledernes Hovedorganisation havde i 2009 en stigning på over 4.400 medlemmer, hvilket svarer til en stigning på 4,9 procent.