Den hidtidige sportschef for Spartak Moskva, Valery Karpin er den nye træner for klubben.
Sportschefen var i sidste uge manden bag fyringen af Michael Laudrup som træner i den russiske storklub.
Han var i første omgang blevet udpeget som midlertidig træner, men en sejr over Terek Grozny i weekenden fik i dag klubben til at gøre posten permanent. Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.
Efter sejren udtalte Karpin, at klubben nu for første gang siden nytår havde fundet sig selv.
Udpegningen af Karpin er overraskende. Russiske bookmakere og fans havde ventet den tidligere træner for CSKA Moskva, Valery Gazzayev, udpeget til posten.
Klubbens ejer Leonid Fedun har ikke kommenteret træner-jobbet i dag, men sagde i weekenden, at Karpin fortsætter, så længe han vinder kampe.