I morgen begynder den russiske forårssæson, og Spartak Moskva - med Michael Laudrup i trænertrøjen - tager imod storklubben og UEFA Cup-deltageren Zenit Skt. Petersborg, der er den rigeste af alle de russiske klubber.
Larudrup har det blandet med at møde den store klub:
"At møde Zenit er noget særligt, og det er også en kamp, alle i klubben ser frem til med spænding og glæde. Men selvfølgelig kunne det have været rart med dette topmøde på et tidspunkt, hvor turneringen var i gang, og hvor vejret vil være bedre," siger Michael Laudrup til Politiken.
Han bakker sit hold op og tror på, at Spartak kan få en plads i top tre.
"Alle mine spillere har sagt, at de regner med at finde Spartak i top tre, så det er vores målsætning. Måske er det en naiv optimisme i en klub, der sluttede på 8.-pladsen i seneste sæson, men jeg vil alligevel sige, at det er realistisk, hvis vi undgår skader," siger han til avisen.
Spartak har med Laudrup i spidsen spillet 11 testkampe, hvor de har vundet de syv og spillet fire uafgjort.