Forhandlingerne mellem Michael Laudrup og Atletico Madrid er afbrudt, og Laudrup er dermed stadig ledig på trænermarkedet.
Den 45-årige dansker blev ellers udråbt som 'stensikker' til posten som ny cheftræner for den spanske storklub Atletico Madrid, men rygterne taler altså ikke sandt.
Den danske træner har afvist Atletico Madrid, der ellers var meget interesseret i en aftale med Laudrup.
"Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at mit navn har været sat i forbindelse med en så stor klub. Men jeg skal altså ikke være cheftræner i Atletico Madrid," siger Michael Laudrup til politiken.dk.
Laudrup begyndte som træner tilbage i 2000, da han blev assistent for landstræner Morten Olsen. Efterfølgende har han været cheftræner i Brøndby i fire år, Getafe i ét år og Spartak Moskva i syv måneder.