Ed Nabors er lastbilchauffør. Han var lidt sent på den, da han kørte på arbejde i går, alligevel besluttede den 52-årige amerikaner at købe en lottokupon. Det skulle senere vise sig at være en usædvanlig god investering.
Senere tirsdag aften blev samtlige Ed Nabors lottonumre udtrukket, og Nabors vandt halvdelen af den rekordstore gevinst på 390 millioner dollars, svarende til 2,2 milliarder danske kroner. Det oplyser CNN.
Det er første gang i verdenshistorien, at en gevinst har været så høj, og det skyldes, at ingen spillere har haft alle seks vindertal rigtige i 15 uger i træk.
Ed Nabors får udbetalt gevinsten om cirka 10 dage, og da han blev spurgt om, hvor længe han ville fortsætte som lastbilschauffør, svarede han:
- Omkring 10 dage.
Desuden vil han bruge en sjat af gevinsten på at købe sin datter et hus, som hun så længe har ønsket sig.
Det andet vinderlod er købt i en spiritusforretning i New Jersey, men vinderen er endnu ikke trådt frem.