Når ikke klimaminister Connie Hedegaard (K) kan, så må statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) træde til i stedet.
Det mener Enhedslistens miljøordfører Per Clausen, der nu vil stille to spørgsmål til statsministeren i sagen om magtkampen mellem Klimaministeriet og Statsministeriet, som i fredags fik klimaministerens chefforhandler Thomas Becker til at fratræde sin stilling.
"Vi har brug for at få at vide, hvilken rolle statsministeren og Statsministeriet har spillet i forhold til den uro, der har været i Klimaministeriet, og vi har også brug for at få klarlagt, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen mener, at der skal indgås en juridisk bindende aftale eller ej," siger Per Clausen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vil være sikker på, at statsministeren deler klimaminister Connie Hedegaards mening om, at det er afgørende nødvendigt med en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i december. Hvis det er ikke er tilfældet, er der tale om et stort problem, mener Per Clausen.
"Der er ingen grund til at tro, at de fattige lande vil acceptere en ikke-juridisk bindende aftale. Hvis ikke aftalen bliver juridisk bindende, ender vi med en aftale, der måske nok ser pæn ud, men reelt er uden indhold," siger han.
En ikke-juridisk aftale kan blive indgået for at få USA med i aftalen, frygter Per Clausen.
"Det er jo fremkommet ret tydeligt, at man i Statsministeriet er bange for at komme i konflikt med USA eller presse dem for hårdt i den her sag. Så jeg er stærkt bekymret for statsministerens svar," siger han.
Ud over det konkrete spørgsmål vil Per Clausen også have oplyst, om der har været kontakt mellem Statsministeriet og Klimaministeriet, hvor Thomas Beckers ansættelsesforhold har været inddraget.
Connie Hedegaard er blevet erklæret inhabil i personsagen om den afgåede klimaforhandler Thomas Becker. Derfor kan hun i fredagens samråd ikke svare på spørgsmål, der direkte angår den tidligere topforhandler. Det er de spørgsmål Enhedslisten nu vil rette til Lars Løkke Rasmussen.
---
Fakta
---
Her er de spørgsmål Enhedslisten kræver svar på fra statsministeren.
Er statsministeren enig i, at det er nødvendigt, at en klimaaftale indgået på klimatopmødet i København i december måned liver både politisk og juridisk forpligtende?
Statsministeren bedes oplyse, om der har været nogen kontakter mellem statsministeriet og klimaministeriet eller medarbejdere i disse ministerier, hvor Søren Beckers ansættelsesforhold har været inddraget og redegøre for hvordan dette i givet fald er sket.