"Man snakker så meget om, at de unge skal vise initiativ og gåpåmod.. Når så endelig en frisk fyr som Anders viser lidt handlekraft, så sviner folk ham straks til. Det er lige groft nok."
På internettet hylder danske nazister massemorderen Anders Behring Breiviks handlinger. Blandt andet skriver en, at han synes, det er trist, at Breivik ikke nåede at dræbe 100 af 'de røde'.
Disse udtalelser vækker væmmelse hos justitsminister Lars Barfoed (K).
"Jeg har ikke selv set de pågældende udtalelser, men det er horribelt, at nogen kan sige sådan noget. Jeg tager skarp afstand fra de mennesker, der hylder tragedien i Norge," siger Lars Barfoed til Newspaq.
Danmarks National Socialistiske Forenings (DNSB) formand Esben Kristensen siger til Ekstra Bladet, at Danmark skal frygte, at en lignende terrorhandling kan ske herhjemme.
Det har fået Dansk Folkeparti til at kræve DNSB forbudt, men et forbud er kun brænde på nazisternes bål, mener justitsministeren.
"Uanset hvor forfærdelige udtalelser nogen kommer med, så skal vi stå værn om vores ytringsfrihed. Begynder man at forbyde foreninger, man ikke er enig med, så gør man vold på den demokratiske ret til at ytre sig," mener Lars Barfoed.
Anders Behring Breivik har i et manifest afsløret, at hans terrorhandlinger skete, fordi han mener, at Norge er ved at blive islamiseret.