I morgen - lørdag eftermiddag mellem klokken 17.20 og 17.30 - trækker Lotto-manden Christian Muhs de forjættede Lotto-kugler, der kan udløse Danmarkshistoriens største gevinst på over 60 millioner kroner.
Og måske er du den heldige vinder, der kan skrige jabba dabba doo, danse rundt i sofaen og vifte vildt med den lille originale lyserøde kupon med de syv vindertal på.
Men hvad så?
Hvad gør du egentlig denne lørdag eftermiddag for at sikre dig, at denne lille fimsede dyrebare seddel nu også bliver forvandlet til et sekstal med en masse nuller efter på din bankkonto?
- Mange kommende Lotto-millionærer ringer faktisk med det samme ind til vores kundecenter, der har åbent til midnat, for at tjekke om tallene nu også er rigtige. Mange ringer faktisk flere gange, siger Mette Voss, informationsmedarbejder i Danske Spil.
Derefter skal du ned i den lokale kiosk med kuponen. Det behøver ikke lige være der, hvor du købte den. Men der er ingen vej udenom. Du kan skal ud af huset med den dyrebare kupon, så hold godt fast.
Nede i kiosken afleverer du kuponen til kioskmand. Og nej, bare rolig. Han løber ikke baglæns ud til Mellemøsten.
- Kioskmanden skal bere præmiesøge kuponen, som det hedder, i sin maskine og fortælle dig, at han desværre ikke kan udbetale dig en gevinst, fordi du har vundet mere end 10.000 kroner. Mere kan han ikke se på kuponen, forklarer Mette Voss.
Nu skal du væbne dig med tålmodighed. Helt til mandag, hvor banken åbner klokken 10.00. Du skal ud på gaden igen med den lille seddel.
- Jeg har lige hørt om en brandmand, der vandt 3,5 millioner til sin Lotto-klub. Han var super meget nervøs for at tabe kuponen og gik med højre hånd nede i lommen for at holde godt fast i den. Men det plejer at gå godt for de fleste, siger Mette Voss.
- Nede i banken skal du fortælle om den store gevinst og aflevere kuponen til en bankrådgiver, der forhåbentlig ikke råber jeg har vundet . Bankrådgiveren ringer derefter til os for at tjekke tallene, siger Mette Voss.
Så er du næsten milionær. Om tre uger...
- Vi udbetaler med det samme et forskud på 100.000 kroner, så der er noget at feste for næste dag, når pengene står på din konto, men du må desværre vente hele tre uger på resten af pengene. Det skyldes en lidt mærkelig regel fra gammel tid, hvor der skulle være tid til at klage. Men vi har aldrig fået en klage fra nogen. Hvad pokker skal man også klage over, hvis der er millioner på vej, siger Mette Voss.
Tre uger og to døgn senere. Mandag den 23. juli triller millionerne ind på din konto.
- Der bliver ikke trukket noget fra, afgifter og skatter og den slags. De står der allesammen, bedyrer Mette Voss.
Og ved du ikke, hvad du skal bruge alle de rare penge til, sidder der folk parat i Danske Spil, der kan rådgive dig om, hvordan du kan håndtere 59.900.000 kroner.
- De fleste millionærer holder det for sig selv. De vil gerne fortsætte et næsten normalt liv, siger Mette Voss.