Landstræner Per Bäckman er fortsat ikke sikker på, hvem der skal vogte det danske mål ved ishockey-VM i Stockholm, hvor danskerne må undvære den sædvanlige førstemålmand, Frederik Andersen.
Bäckman har udtaget Patrick Galbraith, Simon Nielsen og Sebastian Dahm, og mens det står klart, at Dahm er tredjevalg, er landstræneren så usikker på, hvem af de to øvrige, der er bedst, at han giver både Galbraith og Nielsen en kamp til at bevise deres niveau.
- De får en kamp hver, når vi møder Canada og Norge, og så må vi se, hvem der står mod Slovenien på tirsdag, siger Per Bäckman, der altså sender kandidaterne til audition i ægte X Factor-stil.
Det er ikke første gang, svenskeren benytter sig af det kneb, men der er særlig grund til usikkerhed om det indbyrdes styrkeforhold i år, fordi både Nielsen og Galbraith har tilbragt en rum tid på udskiftningsbænken i deres klubber.
- Vi har begge været andenmålmand i løbet af sæsonen, så ingen af os har spillet særlig meget, og det er helt klart en faktor, siger Patrick Galbraith dagen før kampen mod canadierne.
Målmændene er fredag fortsat ikke blevet orienteret om, hvem der skal stå mod Canada, og hvem, der vogter målet mod nordmændene. Men Galbraith tager situationen afslappet.
- Vi har prøvet det her før, så vi er ikke skræmte over, at vi skal ud og vise os frem. Vi er professionelle, og det handler om, at vi skal ud og have det sjovt, siger Patrick Galbraith.
Danmark møder Canada lørdag, mens Norge er modstanderen søndag aften.
/ritzau/